Derfor er et budget vigtigt for dig

Næsten hver 3. dansker lægger ikke budget, viser undersøgelse af Epinion for Arbejdernes Landsbank. Vi har kigget ind i mange af fordelene, et budget kan føre med sig - og der er både penge og en sund økonomi at komme efter.

Blandt de danskere, der ikke lægger budget, ville næsten hver 5. gerne komme i gang. Er det dig, kan fordelene herunder måske søsætte processen.


Bliv klogere på budget og rådighedsbeløb


Sådan sikrer du dig mod økonomiske knubs

En stor synder i budgettet - og det, der gør, at budgettet for mange ikke fungerer efter hensigten - er de uforudsete udgifter. Mere end hver tredje af alle danskere overser denne vigtige post – og sætter ikke penge af til det i budgettet. Og det selvom risikoen for at løbe ind i en uforudset udgift er høj. Over halvdelen af danskerne har haft en eller flere uforudsete udgifter inden for det seneste år - og mange har brugt 10.000 kr. eller derover på dem. Så det kan give nogle alvorlige økonomiske knubs at støde ind i dem.

De uforudsete udgifter er ofte størst, når du bor i egen bolig og selv skal finde penge til fx nyt køleskab eller nyt fyr, hvis de går i stykker. Men det kan også være mere almindelige ting som fx reparation af bilen, medicin, tandlæge og bøder, som rammer hårdt, når de kommer uventet – hvilket de jo typisk gør. Derfor kan vi næsten ikke anbefale nok at have sat et realistisk beløb af til situationer som disse i budgettet.


En enkel og effektiv måde at se dit forbrug i øjnene

Størstedelen af dem, som ikke lægger budget, mener - ifølge Epinions undersøgelse - at de har helt styr på økonomien uden at lægge budget. Men mere end hver 4. dansker har inden for det seneste år oplevet mindst én gang at bruge flere penge, end der var til rådighed på kontoen.

Mange af os overvurderer vores evne til at styre økonomien og bruger penge uden hensyntagen til budgettet. Men faktum er, at hvis du ikke har styr på dine udgifter eller glemmer at spare op, kan pludselige og uforudsete store udgifter risikere at slå bunden ud af din økonomi og sende den ud på usikker grund med overforbrug og dyre løsninger.

Beregn dit rådighedsbeløb

Når din økonomi skal forberedes på nye ting i dit liv

Står du over for en større forandring i dit liv - som for eksempel jobskifte, boligkøb eller børn - er det særlig vigtigt, at du tager et ekstra grundigt kig på din økonomi. For på de tidspunkter kan din økonomi være mere sårbar eller uforudsigelig.

Det kan ”slå bunden ud” af enhver økonomi, hvis du ikke forholder dig til, hvordan den nye situation kommer til at påvirke budgettet. Tag derfor din økonomi op til revurdering, allerede inden du skriver under på ansættelseskontrakten eller boligkøbskontrakten, eller hvis du planlægger at udvide familien.


Sådan bliver du bedre til at prioritere dine køb

7 % af danskerne har ifølge Epinions undersøgelse ingen anelse om, hvor mange penge de bruger på to-go kaffe hver måned. Og 14 % aner ikke, hvor mange penge de bruger om måneden på cafe, restaurant og take-away. Vi kan alle blive fristede til at købe – men nogle køb giver dig nok en større glæde end andre.

Hvorfor ikke have flere penge til det, der oprigtig glæder dig frem for det, der bare æder af pengepuljen uden rigtig at nytte noget? Med et budget er du fuldt bevidst om og har kontrol over, hvor pengene ryger hen - samtidig med, at du med god samvittighed har et beløb til rådighed, du kan ”klatte væk” hver måned. Det kan samtidig give mange følelsen af, at de pludselig har flere penge mellem hænderne.


Budget giver dig mulighed for at spare op til fremtiden

En anden, men meget væsentlig fordel, som budgettet giver dig mulighed for, er at spare op. Med budgettet i hånden, kan du nemlig se, hvad der er til overs, når alt er betalt. Dermed har du en pulje, du kan prioritere dit øvrige forbrug ud fra.

Hvor meget er det vigtigt for dig at have til løst forbrug? Og hvad kunne du godt tænke dig at gøre på længere sigt? Måske flytte, rejse, holde en stor fest eller noget helt fjerde. Det er så ærgerligt, hvis pengene til den næste ferie pludselig er røget til to-go-kaffe, uden du vidste det.

For at opsparingen ikke skal ryge op i den blå luft, virker det for mange som en god motivationsfaktor at planlægge, hvad opsparingen skal bruges på – og dermed hvad formålet er med den. Du kan nemt udregne, hvor mange penge, du som minimum skal føje til opsparingskontoen hver måned for at få råd til at gøre eller købe det, du drømmer om.


Få overblik over din økonomi

Beregn dit rådighedsbeløb

Nemt, sikkert og på få minutter.

Kom i gang

Få flere gode råd, der kan spare dig for meget

Vi har samlet en række artikler og gode råd, der kan gøre dig klogere på dine penge, og hvordan du får mere ud af dem.

Se mere