3 vigtige forskelle mellem kviklån og forbrugslån

Kviklån, sms-lån og hurtig-lån. Kært barn mange navne. Men hvad kendetegner disse lån, og hvordan adskiller de sig fra mere gængse lånetyper som forbrugslån? Få overblikket her.

På mange måder er der flere ligheder, end der er forskelle mellem kviklån og forbrugslån, men der er alligevel en række væsentlige forskelle, som er vigtige at sætte sig ind i – vel at mærke inden du vælger at optage et lån.


1

Små lånebeløb og ingen kreditvurdering

Fællesnævneren for de forskellige typer kviklån er, at du som regel kun kan låne nogle få tusinde kroner, og at lånebeløbene sjældent er over 15.000 kr. Som oftest behøver du hverken stille sikkerhed for lånet eller dokumentere, at du har en sund økonomi – og nogle låneudbydere af kviklån ser ovenikøbet igennem fingre med, om du måtte være registreret i RKI, hvis du stiller med en kautionist. Vælger du et forbrugslån i en bank, vil du som regel kunne låne et større beløb ad gangen. Derudover vil banken altid kreditvurdere dig og din økonomi. På den måde er der også større sandsynlighed for, at du kan betale lånet tilbage, og at din privatøkonomi ikke sættes over styr.


2

Lån med (meget) kort løbetid

Mange forbinder kviklån med, at du som låntager meget hurtigt får udbetalt pengene, og at du bare skal sende en SMS, hvorefter pengene ryger ind på kontoen. Selvom udbetalingen som regel går ret hurtigt, så dækker betegnelsen faktisk også over den vigtige detalje, at lånets løbetid er meget kort - typisk er den 1-3 måneder. Til sammenligning har forbrugslån i banken normalt en løbetid på op til 5-7 år, hvilket naturligvis også får betydning for, hvor meget du skal betale af på lånet hver måned – og gør det nemmere at få udgiften passet ind i det månedlige budget.


3

Uforholdsmæssig høj ÅOP

Nogle låneudbydere af kviklån skilter med, at du kan låne rentefrit op til en vis sum, hvis du er ny kunde. Eller at du får rabat på din rentebetaling de første 30 dage. Frem for at lade dig forblænde af salgsbudskaberne er det rigtig vigtigt, at du kaster et blik på lånets ÅOP, som er en betegnelse for lånets samlede årlige omkostninger i procent. Problemet kan dog være, at de fleste kviklån har en kortere løbetid end 12 måneder. Så hvis du skal sammenligne eksempelvis et kviklån med en løbetid på 2 måneder og et tilsvarende forbrugslån med en løbetid på 1 år, kan du med fordel også kigge på det samlede tilbagebetalingsbeløb. Det beløb fortæller dig nemlig i kroner og ører, hvad du samlet set ender med at betale for det enkelte lån.


Forbrug med omtanke

Få et ansvarligt lån

Ansøg om et lån nemt og på få minutter.

Kom i gang